Der skal ikke være skyggen af tvivl: Tortur er ulovligt.
Det er essensen af en ny FN-resolution mod tortur, som et udvalg under FN s Generalforsamling vedtog onsdag, og som oprindeligt er fremlagt af Danmark.
I resolutionen fastslås det blandt andet, at »folkerettens forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling er ubetinget og ikke kan fraviges under nogen omstændigheder.«
Desuden understreger resolutionen, at enhver som »udfører, beordrer, tolerer eller ansporer« til tortur skal straffes alvorligt, og at enhver påstand om tortur hurtigst muligt skal efterforskes uvildigt.
Resolutionen skal senere i år endeligt bekræftes i FN s Generalforsamlingen.
Skal retsforfølges
Ifølge Udenrigsministeriet stadfæster resolutionen de senere års forbedringer i kampen mod tortur. Og dertil indeholder den en række yderligere fremskridt.
Som noget nyt fremgår det således i resolutionen, at stater enten skal retsforfølge påståede torturbødler eller udlevere dem til lande, hvor de kan blive retsforfulgt
Desuden fastslås det, at ingen, der er dømt for tortur, må beskæftige sig med frihedsberøvede personer.
Danmark er igennem 10 år gået forrest i kampen for at få vedtaget resolutionen, der blev enstemmigt vedtaget af udvalget.
Resolutionen kan læses i sin helhed på Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk.