Take That, søndag aften, Forum i København

Indrømmet. Jeg er ikke anmelder og ved ikke så meget om musik.

Men for 13 år siden var jeg vild med Take That og havde en plakat af Mark Owen på mit klædeskab. Fordi han havde søde smilehuller, som jeg skrev i min dagbog.

Nu er jeg blevet 26, har fået lejlighed inklusive kæreste, bil og sågar et kolonihavehus i Sydhavnen.

Men alt det betyder ikke noget, da de fire fyre toner frem på scenen i Forum. Det er ligesom dengang, og med et bliver jeg 13 år igen.

Tidsrejse tilbage

Jeg er tilbage på Hvidbjerg Centralskole i en lille vestjysk flække, tilbage til gamacher, fald-ned-strømper og fyre med langt hår, der var seje, når de kunne headbange.

De første 15 minutter af koncerten bruger jeg på at fnise. Intet andet. Bare fordi det er dem, der står oppe på scenen.

De seneste 10 år har det været smart at hade Take That. Og det har vi gjort. Os, der dengang samlede på klistermærker og diskuterede, hvem der var mest lækker. Nuttede Mark Owen, drengerøven Robbie Williams, svigermors drøm Gary Barlow eller Howard og Jason, der ikke var til at kende forskel på.

Nu er vi voksne. Jeg tænker et øjeblik på, hvorfor det egentligt var Mark Owen, der var lækker dengang. Men så overgiver jeg mig, fordi jeg ved, hvordan jeg havde reageret, hvis året var 1994. Jeg havde skreget.

Pige for en aften

For en aften er jeg tilbage. Til Michael B. som jeg var vild med, til min røde dagbog med hængelås, til det første kys.

Og jeg er ikke den eneste. Forum er fyldt med kvinder, der gerne vil være pige for en aften.

Så gør det ikke noget, at Gary ikke kan danse, og Jason ikke kan synge. For det er Take That, der står på scenen, og det bliver ikke bedre. De skal have fem ud af seks nostalgiske bamser. Den sidste udebliver, fordi jeg af og til indser, at jeg er 26 og ikke 13 år. Desværre.