Kort efter Mogens Tranders havde skaffet sin søn et nyt arbejde, tikkede der 10.000 kroner ind på hans bankkonto.
Hjemmesiden Dusorjob.dk, hvor han fandt jobbet til sønnen, lovede godt nok en dusør, men Mogens Tranders troede, at det var fusk, ligesom alle de andre steder på nettet, der lover hurtige genveje til masser af penge.
»Let tjente penge tror jeg ikke på, før jeg har dem i hånden,« siger han til Nyhedsavisen.
Men han fik pengene, sønnen fik et nyt arbejde og hele familien fik en god middag.
Mange virksomheder udbetaler allerede dusører til medarbejdere, der anbefaler en ny kollega.
Men nu kan alle og enhver score ti-tusindvis af kroner i dusører ved at finde ansatte til virksomheder.
Internetsiderne Dusorjob.dk og Spotajob.dk udbetaler kontante gevinster på mellem 2.000 og 90.000 kroner til dem, der anbefaler den helt rigtige til et job.
Det bliver en stor succes
Microsoft har længe brugt dusører internt, og HR-sitemanager Thomas Ahrenkiel kalder det »en naturlig forlængelse af den metode,« når de nu leder efter seks nye kolleger på Spotajob.dk.
»Nogle af de job vi har, er meget svære at besætte, så det er klart, at vi er interesserede i at prøve nogle forskellige kanaler,« siger han.
Siderne er endnu bedst kendt af ansatte fra it-branchen, men hvis de to hjemmesider kan bryde gennem muren og blive kendte i en bredere kreds, tror Thomas Ahrenkiel fra Microsoft, at det hurtigt kan blive en normal måde at finde medarbejdere på i fremtiden.
»Det er meget muligt, at det bliver en stor succes,« forudser han.
Hjælper og tjener penge
Før Mogens Tranders gik på pension arbejdede han som ungdomsvejleder, og derfor har han allerede en del erfaring med at finde arbejde til andre.
»Det er da dejligt at kunne hjælpe mine bekendte samtidig med, at jeg tjener penge,« siger han.
Dusørjob og Spotajob har begge netop haft et-års-fødselsdag, og stifterne bag virksomhederne er enige om, at kendskabet til siderne stadig er for småt.
Derfor arbejdes der nu på højtryk for at få gjort alle med en computer og et netværk opmærksomme på, at de kan tjene penge som dusørjægere.
Foreløbig har Spotajob stået bag 30 ansættelser med typiske dusører mellem 15 og 20.000 kroner, og selvom det ikke er så mange, som stifterne havde håbet, fortæller en af bagmændene Anders Bach Nielsen, hvorfor de alligevel er godt tilfredse.
»Vi har bevist, at ideen holder. De 30 ansættelser er sket i stillinger, hvor virksomheden selv har givet op.«
Dusører
Spotajob.dk og Dusørjob.dk giver alle mulighed for at anbefale medarbejdere til en specifik stilling
Hvis den anbefalede medarbejderen bliver hyret, får anbefaleren en dusør betalt af virksomheden
Hver femte virksomhed betaler allerede interne dusører på mellem 5.000 og 40.000 kroner
Gentofte Kommune giver nu dusører på 6.000 kroner for medarbejdere til ældreområdet