Medarbejderne på filmselskabet Zentropa skal mindst én gang om ugen smøre sangstemmerne med lidt ekstra fløde i morgenkaffen. Hver fredag står den nemlig på morgensang i filmbyen i Avedøre, og direktøren Peter Aalbæk Jensen tror, at afsyngningen af den danske sangskat er med til at styrke fællesskabet i firmaet.
»Jeg tror på, at der sker et eller andet stammeagtigt, som øger samhørigheden, når folk står og brummer de samme toner,« siger Aalbæk Jensen, der har brugt firmakontoen til at købe 250 eksemplarer af Folkehøjskolernes Sangbog .
Oplag er tredoblet
Peter Aalbæk Jensen er langfra den eneste virksomhedsleder, der har sat morgensang på dagsordenen. Det kan de mærke i Folkehøjskolernes Forening, der udgiver den populære sangbog. Et forventet salg på 40.000 er nu mere end tredoblet til 135.000 solgte eksemplarer.
Køberne er ofte virksomheder, som vil sætte fokus på fællesskabet, siger Niels Glahn, generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening.
»Virksomhedernes ansatte oplever, at de er sammen om noget, når de synger morgensang, og det giver en følelse af fællesskab,« siger Niels Glahn.
Han tror ikke, at salgssuccessen for den klassiske sangbog er toppet ¿ snarere tværtimod. Initiativer som Sangens År 2008, der i går aftes blev skudt officielt i gang i Radiohusets Koncertsal, og folkeskolernes større fokus på morgensang vil yderligere være med til at skubbe sangbøger over disken, spår Niels Glahn.
I Zentropa er sangen og musikken nu så indkorporeret en del af virksomhedskulturen, at det direkte har indflydelse på, hvem der bliver ansat, fortæller Aalbæk Jensen.
»Jeg ansætter kun jurister, der kan spille på et instrument.«
Initiativet Sangens År støttes blandt andet af DR, Undervisningsministeriet og Kulturministeriet.
Sangens År sætter fokus på fællessangen som danskernes samlingspunkt.
Fokuspunkterne er blandt andet at få fællessangen ind i skolerne og ud på arbejdspladserne.
Sangens År arbejder også for at bruge sangen som en vej til forståelse mellem kulturer og til bedre integration.