Der bliver ingen straf til de to betjente, der i 2006 skød og dræbte en 40-årig flugtbilist. Med 20 skud affyret af politiet er det den mest voldsomme sag om politiskyderi herhjemme i nyere tid.
Østre Landsret afgjorde i ankesagen tirsdag, at ingen af betjentene skal straffes. Den ene blev frikendt for alle anklager, mens den anden blev kendt skyldig.
Alligevel slipper han for straf med henvisning til, at de fleste af skuddene blev affyret, mens betjenten var i fare for at blive kørt ned.
Rikke Hintzmann var kæreste med den afdøde flugtbilist og var rystet, da hun forlod retten tirsdag eftermiddag.
- Jeg er meget chokeret. De har jo bare fundet en paragraf, der gør, at betjenten ikke kan blive straffet. Det var aldrig sket for en almindelig dansk borger. Selvfølgelig var de (betjentene, red.) pressede i situationen, men det retfærdiggør ikke 20 skud. Når man skyder ned gennem et tag, er det for at ramme folk i hovedet. Det ligner jo overlagt mord, sagde Rikke Hintzmann efter dommen.
- Jeg er sådan set ligeglad med, om de fik 10 års fængsel eller en bøde på 500 kroner - bare de fik en eller anden straf, sagde hun.
Forsvareren for de to betjente er lettet over dommen, men forstår godt, at den er svær at sluge for de pårørende.
- Det er altid en utrolig ubehagelig situation for de pårørende, når politifolk er nød til at gribe ind med døden til følge. Men den pågældende flugtbilist fik mindst fem chancer for at stoppe, og så må han også tage den risiko, der er, sagde forsvarer Torben Koch efter domfældelsen.
Men selvom begge betjente slipper for straf, er anklager Birgit Gammelgaard alligevel tilfreds med, at den ene betjent blev dømt - også selvom han ikke bliver straffet.
- Jeg synes, vi har fået en god og grundig dom. Det er et vigtigt signal, at der er sket en overtrædelse af straffeloven, sagde Birgit Gammelgaard.
Februar 2006: Den 21-årige Danni Meisler dræbte en 29-årig tuneser i Brønshøj på en bodega, men det lykkedes ham at stikke af fra politiet.
19. August 2006: To betjente på 35 og 37 år skød og dræbte en 40-årig flugtbillist på Rådvadsvej i København.
Skudepisoden skete efter en kort, intens biljagt i Københavns Norvestkvarter.
I bilen var også den 21-årige morder Danni Meisler og en 33-årig mand.
Betjentene affyrede i alt 20 skud fra deres tjenestepistoler og den 40-årige blev dræbt på stedet.
Det er det voldsomste politiskyderi i nyere tid.
Betjentene blev tiltalt for vold med døden til følge, og anklageren krævede fire års fængsel.
Oktober 2007: De to betjente frikendes, da retten på Frederiksberg fastslog, at de handlede i nødværge.
Sagen blev som den første af sin art anket til Landsretten.
Der er ikke blevet dømt en eneste betjent i en skudsag siden 1930.
26. februar 2008: Dom i ankesagen i Østre Landsret. Den ene betjent frifindes for alle anklager. Den anden dømmes for to af de affyrede skud, men slipper for straf.