En gravid teenagepige stavrer tøvende ud fra en abortklinik. Hun har tilsyneladende ændret mening i sidste øjeblik. Uden for klinikken står en pige fra hendes skole og vifter med et antiabort-banner, mens hun begejstret råber:
»Gud værdsætter dit mirakel.«
Scenen stammer fra den nye amerikanske komedie Juno , der handler om en ung pige, der bliver gravid og står over for det svære valg, om hun skal få en abort eller ej. Men den kunne lige så godt være taget ud af den amerikanske virkelighed, hvor befolkningen er dybt splittet imellem dem, der ser abort som mord, og dem, der holder på kvinders ret til at bestemme over deres egen krop.
»Årets familiefilm«
Selvom abort har været lovligt i USA siden 1973, kan emnet stadig sætte befolkningens følelser i kog. Da komedien ¿Knocked Up¿ (frit oversat: bollet tyk ), som omhandler et umage par, der bliver gravide, men ender med at beholde barnet, fik premiere, blev den af flere kristne organisationer udnævnt til årets familiefilm. I liberale medier fik filmen en hård medfart, blandt andet af den venstreorienterede blog The Huffington Posts Lisa Wade , der beskrev den som en »anti-abort-ideologi forklædt som penisjokes«.
Carl Pedersen, der er adjungeret professor i amerikanske studier på Copenhagen Business School, mener ikke, at komedierne støtter hverken abortmodstandere eller -tilhængere. Han understreger derimod, at komedieformen gør et kontroversielt emne som abort nemmere at sluge for det amerikanske publikum.
»Fordi abort er sådan et alvorligt spørgsmål, forsøger man ofte at gøre det lidt mindre betændt ved at sætte det ind i en morsom kontekst.«
Moralske værdier
Den vurdering er professor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet Torben Grodahl enig i. Ifølge ham skyldes det mere kommercielle grunde, at filmene ikke tager endeligt stilling til abortspørgsmålet.
»Så behøver hverken abortmodstandere eller -tilhængere jo at fravælge den af politiske grunde. Og så er den lettere at markedsføre«, siger Torben Grodal.
Selvom Carl Pedersen afviser, at amerikanerne nogensinde bliver enige i abortdebatten, mener han, at komedierne om uønsket graviditet på længere sigt kan være med til at ændre folks ofte sort-hvide syn på abort.
» Knocked Up tager emner op, som er aktuelle i samfundet. Og det kan nogle gange rykke debatten. Man kunne for eksempel ikke have lavet en film som Brokeback Mountain om homoseksuel cowboy-kærlighed for 20 år siden.«
Juno : 16-årige Juno bliver uønsket gravid og går i gang med at lede efter de perfekte adoptivforældre. Premiere til marts.
Knocked Up : Sharon bliver gravid efter en engangsaffære med den kiksede Ben. Og så er fanden løs. På dvd.
Stephanie Daley : Psykologen Lyndie får teenageren Stephanie som patient, der er anklaget for mord på sit spædbarn. På dvd.