Mobning, trusler og forstyrrelser i undervisningen. Det er, hvad den populære hjemmeside for børn og unge Arto.dk tit giver af problemer i folkeskolen. Derfor har mange skoler landet over blokeret for, at eleverne kan gå ind på netsiden i skoletiden.
Men det finder Arto sig ikke i. Derfor har folkene bag hjemmesiden nu lavet et smuthul, så eleverne kan gå uden om skolernes blokeringsfilter og tjekke deres profil på skolen. Siden www.ingencensur.dk sender nemlig eleverne direkte ind på Artos hjemmeside og uden om blokeringen.
Respektløst
Uanstændigt, mener Claus Hjortdal fra organisationen Skolelederne.
»Det er ikke respektfuldt over for skolerne. Skolerne er jo et undervisningssted og ikke en legeplads for hvad som helst. Derfor er vi i vores gode ret til ikke at give adgang til Arto,« siger han.
Skoleleder på Skt. Klemens Skole i Odense Boe Henriksen, er enig.
»Vi har blokeret for Arto, fordi eleverne har brugt stedet til at kalde hinanden for luder og skrevet »Jeg smadrer dig« til hinandens profiler, som eleverne tjekker i skoletiden. Så vi gør det for at værne om eleverne,« forklarer Boe Henriksen.
Han fortæller, at det generelt er blevet sværere for lærerne at holde øje med børnenes måde at behandle hinanden på, fordi konflikterne ikke længere kun foregår i skolegården.
»Med nettet, chatrum og sms er kan de true hinanden og kalde hinanden ting, som vi ikke kan kontrollere,« siger skolelederen.
Elev: OK med blokering
15-årige Rebecca Hoffmann går i 9. klasse og bor i København. Hun synes, at det er en god idé, at skolerne blokerer for siden.
»Der er mange børn, der risikerer at blive mobbet, og andre, der ikke ved, hvordan man skal opføre sig,« siger hun.
Rebecca Hoffmann har tidligere selv brugt Arto, men stoppede, fordi hun ikke brød sig om alle de fremmede folk, der skrev til hende.
Hendes skole har tidligere blokeret for Arto.dk, men gør det ikke længere, fordi netsiden ikke har skabt problemer.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Arto-direktør Morten Borg, men han siger til bladet Computerworld, at Arto har lavet bagdøren for at skabe debat og få skolerne til at åbne siden igen.
»Der er også mange, der mener, at de unge tilegner sig sociale og kommunikative færdigheder ved at bruge nye medier,« siger han.
Morten Borg mener, at skolernes beslutning om at blokere Arto er konkurrenceforvridende, fordi skolerne samtidig tillader adgang til andre netmedier.
Claus Hjortdal er uenig.
»Hvis vi oplevede problemer med andre sider, ville vi også lukke for dem,« siger han.
Arto er en dansk hjemmeside med over 600.000 aktive profiler.
Det er primært børn og unge, der har profiler, hvor de kan skrive sammen med hinanden.