En tur til bageren efter morgenbrød uden sele koster i dag 500 kroner, hvis politiet lurer rundt om hjørnet. Men fremover vil hammeren sandsynligvis falde hårdere, så turen vil koste et klip i kørekortet.
Både Socialdemokraterne, De Konservative og Venstre overvejer, om loven skal strammes.
Tidligere har Venstre og De Konservative ellers været imod tanken med den begrundelse, at man kun er til fare for sig selv, hvis man dropper selen.
Sele-sjusk kan skade
Men nye oplysninger fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, der opfordrer politikerne til at stramme loven, har rokket ved deres syn på sagen.
Et biluheld uden sele på kan nemlig slå andre passagerer i bilen ihjel.
»Når bilen bliver slynget rundt, rammer man hinanden med en enorm kraft, hvis man ikke har sele på. Og så er der stor risiko for, at man slår de andre ihjel. Det har vi undersøgelser, der dokumenterer. Og dem vil vi finde frem til politikerne,« siger projektleder i rådet Søren Berg.
De vil blive læst med stor interesse, siger Venstres trafiksikkerhedsordfører, Karsten Nonbo:
»Hvis undersøgelserne virkelig viser, at man kan skade andre ved at køre uden sele, skal det give et klip i kørekortet.«
Det samme mener De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, og Socialdemokraternes færdselslovsordfører Flemming Møller Mortensen.
Lene E. er positiv
Nyhedsavisen erfarer, at justitsminister Lene Espersen er positiv over for, at sele-sjusk skal koste et klip.
Men da hun tidligere har mødt skepsis fra Venstre og De Konservative på området, har hun ikke villet foreslå en ny lov i Folketinget.
Rådet for Større Færdselssikkerhed har netop interviewet 200 bilister, der lige var stoppet af politiet for at køre uden sele.
Halvdelen af dem mener, at et klip i kørekortet vil få dem til at overholde loven. Cirka 10 procent af alle bilister i Danmark, der sidder på forsædet, bruger ikke sele.