Det var midlertidig sindssyge, der fik en 35-årig tidligere hjemmeværnsmand til at iklæde sig fuld kamp-uniform og affyre flere skud mod politiet i Marselisborg Skov i oktober sidste år.
Det kom frem, da den 35-åriges sag blev behandlet ved byretten i Århus tirsdag.
Alkohol og kokain
Manden lider af panikangst og tager derfor nervemedicin.
I perioden op til skudepisoden var han desuden begyndt at drikke tæt, samtidig med at han tog kokain. Det betød, at mandens verden flød sammen i en stor rus, og den 15. oktober gik det galt. Overbevist om, at han var soldat, tog manden i skoven iført hele sit gamle hjemmeværnsudstyr og med sit gevær. Han ringede til politiet med en falsk anmeldelse, og da fire betjente ankom, angreb og beskød han dem med løst krudt.
Behandlingsdom
»Det gik først op for mig, at det var virkeligt, da politiet ramte mig i skulderen,« forklarede manden, der i de sidste fire måneder har været i behandling på psykiatrisk hospital og anses for at være rask.
Ifølge en mentalerklæring var det blandingen af stoffer, alkohol og medicin, der gjorde manden sindssyg i gerningsøjeblikket.
Alligevel idømte retten den 35-årige en behandlingsdom over fem år, som manden modtog. Han blev løsladt og skal nu modtage ambulant behandling.