Skilsmisser er ikke et særsyn i danske familier.
Alene i Københavns Kommune var der i 2006 1.373 par, der blev skilt, mens tallet var 14.343 i hele landet. Det er blevet så almindeligt, at mange forældre helt glemmer, hvor stor en belastning det er i deres børns liv.
Giver stærke reaktioner
Og så kommer de til at bagatellisere skilsmissen over for børnene.
Det fortæller Kari Killén, norsk forsker i børne- og forældreforhold og foredragsholder over hele verden, der for nylig var i Danmark.
»Børn, der udsættes for ubearbejdede skilsmisser, hvor sorgen og angsten ikke bliver håndteret, vil altid bære sorg i sig. Og det kan give stærke og uventede reaktioner fra barnet, når det bliver lidt ældre,« fortæller Kari Killén og forklarer, at konsekvensen kan være, at barnet får selvmordstanker.
»Barnet har følelser i sig, hvor de både er sure på og glade for mor og far. Det er vigtigt, at børnene får lov til at sætte ord på de følelser. Ellers vil de ligge og lagres, og barnet vil vende følelserne ind mod sig selv, hvis ikke de bliver hjulpet ud. Så det er alvorlige konsekvenser, vi taler om,« siger forskeren.
Hun anbefaler skilsmisseforældre at sige til deres børn, at de er lige så glade for barnet, selvom de skal skilles og måske er uvenner.
Må ikke blive en gæst
Psykolog Helene Flendt, der har specialiseret sig i skilsmisser, har også erfaring med, at skilsmissebørn kan få selvmordstanker, når de bliver teenagere.
»Ikke på grund af selve skilsmissen, fordi nogle gange er det for det bedste. Skilsmisse er ikke i sig selv årsagen. Der kan være andre grunde som at vokse op i utryghed på grund af konflikter. Eller at barnet skal leve i en kuffert i en deleordning mellem to hjem,« siger Helene Flendt, der råder til, at barnet bor fast et sted og er hos den anden forælder hver anden weekend.