We don t need no education drøner ud fra højtalervognen, da den triller op på Christiansborg Slotsplads efterfulgt af tusindvis af kampklare skoleelever.
Og så alligevel. De mindst 10.000 skoleelever som tirsdag går på gaden i København, Århus, Odense og Esbjerg vil faktisk gerne have en uddannelse. Deres krav er faktisk at få ret til at modtage undervisning under bedre forhold, end det er tilfældet idag.
Rygproblemer og asma
Vi vil væk med svampen - kom nu ind i kampen gjalder det fra scenens 24 mega-højtalere. Det spraglede publikum er ikke sene til at fange rytmen og alle råber ivrigt med. På scenen står en dreng og en pige og styrer slagets gang.
- Nu skal vi have en rocker-fed demo, skriger drengen og bliver mødt med pigehyl, piften og klapsalver.
De to demo-ledere kommer fra organisationen Danske Skoleelever og deres hovedkrav er en undervisningsmiljø-lov i stil med den, som på arbejdsmarkedet sikrer ansatte en ordentligt arbejdsmiljø.
Den første taler er formanden for Dansk Skoleelever, Anemone Birkebæk.
- Regeringen siger, at vi skal have en skole i verdensklasse. Men hvad hjælper det, når vi bliver syge af at gå i skole. Stolene giver os ondt i ryggen, svampeskader og gør os syge. Samtidig gør indeklimaet os til asmatikere, siger Anemone Birkebæk, da hun får mikrofonen.
Demonstrationerne er en del af den landsdækkende kampagne for at forbedre forholdene på landets skoler. De seneste dage har elever blokeret deres skoler, og på torsdag er der en konference om emnet på Ørestad gymnasium i København.
Her skal Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, og undervisningsminister Bertel Haarder (V) møde eleverne og diskuterede deres krav til en bedre folkeskole.