Ukendte gerningsmænd satte først på aftenen nytårsaften ild til Hundigeskolen i Greve. Politiet blev tilkaldt kort før klokken 20. På det tidspunkt var der brand i skolens klublokaler og en bil, der holdt ved skolen.
Trods en massivt opbud af brandfolk tog det det meste af natten af få kontrol over branden, og undervejs blev slukningsarbejdet besværliggjort af lokale unge, der overdængede brandfolkene med sten og fyrværkeri.
Ifølge vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi var de stenkastede unge fra den lokale Askerød-bebyggelse.
På et tidspunkt var situationen så voldsom, at brandvæsenet måtte trække sig tilbage. Ved 03-tiden kastede de sig imidlertid igen over flammerne, men denne gang var det, ifølge eb.dk, med politieskorte. Kort efter var ilden slukket. Ingen kom til skade ved branden, der heller ikke på noget tidspunkt bragte de tilstødende huse i fare.
Ingen af de stenkastede unge blev anholdt af politiet. På nuværende tidspunkt har politiet heller ikke fundet brandstifterne. Ifølge politiet skal brandstifteren - eller brandstifterne - formentlig findes blandt de lokale unge.