Forsvaret bruger milliarder på at indkøbe slagskibe, der engang skal i krig mod ? ja, hvem ved?
Forsvaret og Folketinget burde i stedet være optaget af den trussel, der er langt mere overhængende: At de danske kyster og dyreliv for altid ødelægges af drivende olie som resultat af den katastrofe, der en dag vil ske.
At et russisk tankskib, som der er flere af end nogensinde, springer læk eller støder på grund og sender sin ødelæggende last mod danske strande.
i betragtning af, hvor stor den trussel er, er det intet mindre end skandaløst, at det danske værn mod katastrofen er så ringe.
De to større miljøskibe – der skal bekæmpe forureningen – er så langsomme, at store kystområder bliver unødigt hårdt ramt, fordi olien får lov at flyde mod land. Samtidig kan miljøskibene i mange tilfælde ikke fjerne olie, hvis bølgerne er blot 1,5 meter høje. Og skibene har ikke udstyr til at finde olie om natten.
Det danske beredskab er desuden betydeligt dårligere end vore nabolandes. Danmark har fire skibe til 7.300 kilometer kyst – Tyskland 18 skibe til 3.500 kilometer og Sverige 12 skibe til 12.000 kilometer.
Det er unødvendigt at nævne, at disse skibe er langt mere avancerede. Politikere vil gerne gøre noget , men alt for ofte om ting, de intet kan gøre ved – her er chancen for faktisk at handle: gør det så, politikere!