Hvad fik en 30-årig kvinde fra Frederikshavn til at dræbe sine to sønner på fire og 10 år og derefter forsøge at begå selvmord?
Dette spørgsmål er endnu ubesvaret, efter at to drenge blev dræbt af deres mor lørdag aften i Frederikshavn.
Kvinden blev søndag indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, og politiet har endnu ikke været i stand til at afhøre kvinden. Hun blev søndag varetægtsfængslet.
- Vi venter på at høre fra sygehuset, hvordan det går med den varetægtsfængslede. Personalet har været nede at se til hende og se, om det var muligt at lave en afhøring, men det var hun ikke i stand til, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, der ikke vil komme yderligere ind på kvindens tilstand.
Den 30-årige mor ringede lørdag til politiet, da hun havde dræbt sine to sønner. Under søndagens grundlovsforhør kom det frem, at hun formentlig havde kvalt dem.
Politiet afhører nu bekendte til familien og vil desuden foretage en obduktion af de to drenge.