Én time og 48 minutter.
Så lang tid underviser danske gymnasieundervisere i gennemsnit om dagen.
Og det er betydeligt mindre end andre vestlige lande, viser en ny rapport fra Undervisningsministeriet, ifølge dagbladet Politiken.
På årsplan giver det cirka 400 timer om året - mod et gennemsnit på 661 timer om året i de såkaldte OECD-lande og et snit på over 1000 timer i lande som USA og New Zealand.
- Man kan da godt stille spørgsmålstegn ved, om det er en effektiv brug af lærernes ressourcer, siger Ben Jensen, analytiker ved OECD’s uddannelsesafdeling til Politiken.
Han understreger dog, at tid ikke i sig selv er afgørende.
- Det vigtige er, hvad lærerne bruger den øvrige tid til. Hvis de f.eks. vejleder mindre grupper af elever med deres projekter, kan det være rigtig godt. Hvis de bruger tiden til papirarbejde og bureaukrati, er det skidt. Det afgørende er at fokusere på eleverne, siger han
Plat og manipulation
Formand for gymnasielærerne, Gorm Leschly, tvivler dog på undersøgelsen.
- Denne undersøgelse er det rene plat og manipulation. Tidligere tal lægger os midt i feltet, og de tal tror vi på, er de korrekte, siger Gorm Leschly.