Det blev den tidligere guvernør i Massachusetts Mitt Romney, der vandt republikanernes primærvalg i delstaten Nevada. Det skriver flere amerikanske medier.
Sejren i Nevada kommer efter, at Romney også trak det længste strå, da primærvalget skulle afgøres i delstaten Michigan.
Mormonen Romney profiterede af de mange mormonske vælgere i Nevada, men intet er dog afgjort endnu, da Mitt Romneys republikanske modkandidater John McCain og Mike Huckabee har målrettet deres kampagner og strategier efter at vinde primærvalget i den symbolsk vigtige delstat South Carolina.
Netop South Carolina har siden 1980 været vigtig for republikanske kandidater, da vindere af primærvalget i denne delstat også er endt med at vinde kampen om at blive republikanernes endelige præsidentkandidat.
