Af Leny Malacinski, lema@avisen.dk
Flere trossamfund kritiserer regeringens forbud mod at bære religiøse symboler som dommere i de danske retssale.
Overabbiner Bent Lexner, leder af det jødiske samfund i Danmark, kalder beslutningen for »utidig«:
»Det er en underlig ting at skulle lovgive om menneskers frihed, ikke mindst religionsfrihed. Hvis jeg selv var dommer, ville jeg selvfølgelig rette mig efter aftalen. Men jeg synes, at diskussionen er meget svær,« siger Bent Lexner.
Ej tradition i Danmark
Islamisk Trossamfund er heller ikke begejstret.
»Jeg synes, det er forstemmende, at man tillægger folk et sindelag udelukkende bygget på deres beklædning. Det har der aldrig været tradition for i Danmark«, siger talsmand Imran Shah ifølge Politikens netavis.
Flere biskopper tager også afstand fra forbuddet.
»Folketinget skal ikke lovgive om religiøse symboler og påklædning. Konsekvenserne kan blive utilsigtede, og efter min mening er det også unødvendigt. Domstolene kan selv finde ud af, hvem der skal være dommere, og hvordan de skal være klædt«, siger biskop over Københavns stift, Erik Norman Svendsen, ifølge Berlingske Tidende og understreger, at han kun taler på egne vegne.