»Jeg så Janjaweed-militsen tage piger og kvinder. Kvinderne skreg. De tog dem med magt. De kønne blev taget med... Piger blev taget, også de unge på fem, syv og 14 år. Nogle kom tilbage efter fire til fem timer. Andre har vi aldrig set igen...«
Ordene kommer fra 13-årige Saleh, som var vidne, da den arabiske milits Janjaweed overfaldt hans landsby. Han slap med livet i behold og kunne fortælle sin historie til organisation Human Rights Watch.
Op mod 300.000 andre er ikke så heldige som Saleh. De er omkommet i Darfur, siden krisen mellem lokale oprørsgrupper og regeringsbakkede militser brød ud i 2003.
Drab og vold fortsætter
Men selvom filmstjerner som George Clooney råber op, menneskerettighedsorganisationer skriger på hjælp, og politikere som udenrigsminister Per Stig Møller (K) holder konferencer, vil intet ændre sig i Darfur foreløbig.
Niels Carstensen fra Folkekirkens Nødhjælp har tidligere arbejdet i Darfur og følger nu situationen tæt. Han forklarer, at det ikke længere er muligt at beskrive krisen i Darfur i simple vendinger, men at konflikten mellem oprørsgrupper og regeringsstøttede militser er splittet i utallige konflikter.
»Jeg stoppede med at tælle, da jeg nåede 26 oprørsgrupper,« siger han.
Vejen mod fred
Fordi situationen er så kompleks, bliver det noget nær umuligt at skabe fred. Den Afrikanske Union har en styrke på 7.000 mand i landet, som skal erstattes med en FN-styrke på 26.000 mand.
»Sudans regering har 20 års erfaring med at løbe om hjørner med det internationale samfund. De vil blive ved med at manipulere og forsinke fredsstyrken,« siger Niels Carstensen.
For ham at se er den eneste mulighed for fred at få de mange stridende parter til at blive enige om en våbenhvile og derefter gennem flere års forhandlinger stable en fredsaftale på benene.
Menneskelig værdighed
Som den eneste danske organisation arbejder Dansk Flygtningehjælp i Darfur. 28-årige Katrine Siig Christensen hører næsten hver nat skud i mørket i byen Zalingei og hører hver dag de brutale historier fra Darfurs overlevende.
»Der er våben overalt. Når du går på markedet, står alle mændene med hver deres kalashnikov over armen. Så snart man bevæger sig uden for flygtningelejrene, er man i fare. Kvinder bliver voldtaget og mænd slået ihjel, når de går ud for at samle brænde eller dyrke markerne,« forklarer hun.
Men midt i al elendigheden er der også håb. Den sydafrikanske ærkebiskop og modtager af Nobels Fredspris, Desmond Tutu, var i Darfur for et par uger siden for at rejse opmærksomhed om situationens alvor. Til Nyhedsavisen forklarer han, at selvom han ikke er en optimistisk mand, har han masser af håb for Darfur.
»Man forestiller sig, at det eneste, man vil møde, er situationens forfærdeligheder. Og ja, situationen er forfærdelig. Det må vi aldrig formindske. Men flygtningene havde en værdighed og udholdenhed og krævede ikke medlidenhed, men vidste hvad de ville have her i livet, og de var i stand til at elske. På den måde gør de dig stolt af at være et menneske.«
Dansk Flygtningehjælp samler søndag ind til Darfur.
I 2003 angriber en oprørsgruppe i Darfur flere regeringsmål. De kæmper for større frihed fra Sudans regering i Khartoum.
I begyndelsen er der to primære oprørsgrupper, som nu er splittet til op mod 30 forskellige.
Regeringen svarer igen ved at lade den arabiske milits, Janjaweed, gå efter både oprørerne og civilbefolkningen.
Flere FN-resolutioner og fredsforhandlinger har ikke givet nogle resultater.
Lige nu er 7.000 mand fra Den Afrikanske Union på stedet, og den skal udskiftes med en FN-styrke på 26.000 mand.