Af Dilan Tamac, dita@avisen.dkFor to år siden sendte de et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), og i går blev de idømt 75 dage i fængsel for ugerningen.
53 kurdiske borgmestre i Tyrkiet måtte ved retten i Diyarbakir betale for, at de i et brev bad den danske statsminister om at frede den kurdiske tv-station, Roj-tv.
»Jeg finder det uforståeligt, at et brev af den karakter kan afstedkomme domsfældelse. Så vidt jeg er orienteret, vil sagen nu blive appelleret,« siger statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Roj-tv har sendetilladelse fra Danmark og har været mistænkt for at blive finansieret af PKK. Organisationen arbejder for kurdisk selvstændighed, men bliver betegnet som en terrorbevægelse af både Tyrkiet og USA.
Borgmestrene kan vælge at betale sig fra de 75 dages fængsel ved hver at betale et beløb, der svarer til 8.000 kroner.
Modernisering af straffe
For Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Mogens Lykketoft, lyder det som om, det gamle Tyrkiets retssystem har ramt borgmestrene.
Han tror ikke sagen gavner Tyrkiets chancer for at komme med i EU.
»Det er ingen skønplet for Tyrkiet i forhold til de reformer, som de har forpligtet sig til,« siger han.
Det synspunkt bliver delt af Anders Fogh Rasmussen, der er blevet ufrivillig brik i retsdramaet.
»Tyrkiet ønsker at komme med i EU. Derfor har vi en forventning om, at man fra tyrkisk side anlægger de samme standarder som i EU,« siger statsministeren, der tidligere har taget afstand fra sigtelsen.
Mogens Lykketoft påpeger, at hvis dommen bliver stadfæstet, så skal EU diskutere en eventuelt modernisering af straffelovgivningen med Tyrkiet.
En skandale
Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, synes, dommen er en skandale og fuldstændig uacceptabel.
»Vi har en fri presse, og Roj-tv er en station i stil med Al Jazeera – man kan lide dem eller lade være. Tyrkiet besværlig gør sin egen optagelse i EU. Og det er vi sådan set meget tilfredse med i Dansk Folkeparti,« siger Søren Espersen.
Statsministeren ser dog på sagen i en anden alvorsgrad.
»Dette er en sag, som både Danmark og EU følger tæt. Det har vi understreget over for Tyrkiet,« siger Anders Fogh Rasmussen.
I marts 2004 får den kurdiske tv-station, Roj-tv, sendetilladelse i Danmark.
Efterfølgende
anklager flere tyrkiske ministre stationen for at have forbindelse til
ulovlige organisationer, herunder det kurdiske arbejderparti, PKK.
I
december 2005 sender 56 kurdiske borgmestre et brev til statsminister
Anders Fogh Rasmussen, hvori de beder ham om at frede tv-stationen.
I juni 2006 bliver borgmestrene sigtet ved tyrkisk ret.