Her kan være en forklaring, hvis nogle kvinder har svært ved at få noget fra hånden på jobbet.
Mange kvinder fantaserer angiveligt ofte om sex, når de er på arbejde. Det viser en undersøgelse fra den engelske datingside DatingDirect, der har spurgt 1.000 kvinder om deres seksuelle tanker.
Og svaret er, at kvinder i snit tænker på sex 34 gange i løbet af en otte timer lang arbejdsdag, skriver den engelske avis Daily Express. Det er en seksuel tanke hvert 14. minut.
Næsten halvdelen af de adspurgte var ikke tilfredse med deres sexliv, hvilket satte gang i de seksuelle fantasier på jobbet for alvor. Og målet for de seksuelle fantasier: 53 procent af kvinderne var forelskede i en kollega på arbejdspladsen.
36 procent mente, at det var godt for kvinder, at have en mand, som de var tiltrukket af på jobbet, og som de kunne hvile øjnene på når jobbet spidsede til.
Når sexfantasierne ikke handlede om kollegaerne, så var det ofte diverse kendisser, der måtte dele seng eller printer i kvindernes fantasier.
De seksuelle fantasier tog de også med hjem, når arbejdsdagen var færdig. Fire ud af ti medgav, at de havde tænkt på andre mænd, mens de havde sex med deres partner. Og syv procent var i øvrigt kommet til at sige en andens navn under sexakten.