Den sexdømte skuespiller Jacob Kuscu fik mandag skærpet sin straf i landsretten. Nu står han til at skulle afsone seks måneders fængsel og betale 20.000 kroner i erstatning til den unge kvinde for forsøg på anden kønslig omgang end samleje’.
Den 20-årige skuespiller beklager nu hændelsen i en pressemeddelelse:
- Jeg er frygtelig ked det hele. Jeg er ked af, at den unge kvinde har følt sig krænket. Min oplevelse af hændelsen er en helt anden end hendes, og det har naturligvis på intet tidspunkt været min hensigt at forulempe hende. Jeg beklager hændelsen meget, og er meget berørt af de voldsomme konsekvenser sagen har haft for alle, skriver Jacob Kuscu.
Hans forsvarer, Jakob Lund Poulsen, vil nu forsøge at få sagen indbragt for Højesteret.
Avisen.dk har hidtil ikke bragt skuespillerens navn, men da han nu selv står frem, har vi valgt at bringe det.