- Unge indvandrere brænder vuggestuer af i det land, som har taget vel imod deres forældre og bedsteforældre, og som giver dem tryghed, gratis uddannelse, social sikkerhed og gode jobmuligheder. Helt ærligt – synes I selv, I hører til her?
Sådan spørger formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaards, i sit nyhedsbrev mandag.
Hun spørger de unge, der den seneste uge har været med til at brænde skoler og biler af, men giver selv svaret:
Dansk Folkeparti er skuffet over statsministerens håndtering af urolighederne:
- Jeg så frem til, at vores statsminister efter mange dages larmende tavshed trådte frem på TV i går for at kommentere situationen. Hensigten var angiveligt, at statsministeren skulle sætte tingene på plads. Men jeg må sige, at jeg føler mig skuffet og ikke specielt beroliget.
Hvor er de konkrete tiltag, spørger hun:
- Hvad vil regeringen gøre her og nu? Det blev vi ikke klogere på. Anders Fogh nøjes med at appellere til de unge om at opføre sig ordentligt, ellers… Ellers hvad?
Derfor foreslår Dansk Folkeparti nu selv en række forslag, som skal gøre det nemmere at straffe folk, der deltager i den slags uroligheder, som har præget Danmark den seneste uge.
- Nedsæt den kriminelle lavalder til 12 år
- Unge under 18 års forældre skal være erstatningsansvarlige, når de unge forretter skade på andre menneskers ejendom
- Mennesker, der deltager i organiserede optøjer, skal have en minimumsstraf på et halvt års fængsel alene for den forseelse. Bevisbyrden kan løftes ved at kontrollere deres mobiltelefonitrafik.
- Brandstiftelse på offentlig som privat ejendom i forbindelse med organiseret uro skal give minimum et års fængsel
- Deltagelse i organiseret kriminalitet som den uro, vi oplever i disse dage, skal føre til udvisning fra Danmark for udlændinge, der ikke oppebærer dansk statsborgerskab
- Kriterierne for udvisning af ikke-statsborgere ved kriminalitet skal sænkes
- Øget adgang til fratagelse af dansk statsborgerskab
Pia Kjærsgaard skriver i sit nyhedsbrev, at hun også vil bruge forslagene til at teste, om regeringen og oppositionen er parate til at sætte handlinger på deres kritik af urostifterne.
- Så må vi se, om både regeringens og oppositionens vrede over urolighederne er ægte, og om de kan præstere en konkret stillingtagen i denne kritiske situation. Det handler om at stoppe urolighederne nu. Ikke om snak. Ikke om appeller. Håndfast krisehåndtering. Nu, skriver hun.