Danskere brokker sig ikke, selvom naboerne dyrker højlydt elskov.
Det er budskabet i en ny reklamefilm, der skal lokke nordmænd til Danmark. I filmen dyrker et norsk par så voldsom sex, at resten af hotelgæsterne kan høre deres seng, der knirker.
Men i stedet for at brokke sig, tilbyder receptionisten parret en gratis gang morgenmad, fordi de har fået en seng, der knirker.
Dyrker også sex i Norge
Markedschef for VisitDenmark i Norge Vidar Mørch fortæller, at reklamen bevidst spiller på det image, danskere har i Norge.
»Nordmænd synes, at danskere er meget åbne, frisindede og gode til at nyde livet,« siger han.
Lokker I ikke bare nordmændene med, at de endelig får sex, hvis de kommer til Danmark?
Nej, norske reklamer er mere sat på spidsen og har en mere direkte humor end de danske. Den her situation viser tydeligt pointen om, at danskere er meget gæstfrie.
Så du vil mene, at nordmænd også har sex, når de er i Norge?
Jeg tror i hvert fald, det hænder indimellem. Men vi vil gerne tro, at det sker lidt oftere, når vi er i Danmark.
Se reklamefilmene her.