Den 52-årige mand, der tirsdag eftermiddag røvede en Jyske Bank i Nyborg blev tilsyneladende ramt af samvittighedskvaler. I hvert fald ringede manden i går aftes klokken 22.30 til Fyns Politi og meldte sig selv, skriver Fyens Stiftstidende.
Manden havde truet sig til et beløb med en svensknøgle, men fik altså dårlig samvittighed.
- Røveren har nok været klar over, at vi søgte ham. Så han gjorde det, at han i går klokken 22.30 faktisk ringede til Fyns Politi, og sagde "det er nok mig I søger, så jeg kan lige så godt give mig til kende".
Manden sidder nu i arresten, og politiets jurister skal nu vurdere, hvornår han skal fremstilles i grundlovsforhør.