Rapport fra Red Barnet chokerer: I alarmerende høj grad udnytter fredsbevarende soldater børn seksuelt, når de er udstationeret til at passe på de selvsamme børn.
De er udsendt for at beskytte uskyldige. Men i alt for mange tilfælde udnytter fredsbevarende soldater i stedet børn seksuelt, når de er udstationeret. Det dokumenterer en ny rapport fra britisk Red Barnet.
Organisationen har interviewet børn i Sudan, Elefenbenkysten og Haiti - og har fundet frem til at hver tredje af 38 adspurgte børn har oplevet eller hørt om voldtægter begået af fredsbevarende soldater eller nødhjælpsarbejdere i deres lokalområde.
»Mændene rørte ved mig. De rørte mine bryster og tog deres peniser frem og viste dem til mig,« fortæller en 14-årig pige fra Haiti.
12,5 for oralsex
Andre børn fortæller om sex for penge eller nødhjælp.
»De tilbød os 100 haitianske gourdes (12,5 kroner) og noget chokolade, hvis vi ville slikke dem. Jeg sagde nej, men nogle gjorde det og fik pengene,« fortæller en 15-årig pige.
Red Barnet understreger, at det er et lille mindretal af soldaterne, der udnytter børn. Men samtidig kræver organisationen, at der oprettes en global vagthund, der holder øje med nødhjælpsarbejderes opførsel. De fleste tilfælde af overgreb bliver nemlig aldrig anmeldt i konfliktområderne.
FN, som står for udsendelsen af de fredsbevarende soldater, siger, at det er umuligt helt at undgå sexmisbrug.
»Men vi kan sende en klar besked om, at vi har nultolerance,« siger FN-talsmand Nick Birnback til BBC.
Red Barnet har selv fyret tre medarbejdere, der havde sex med 17-årige, mens de var udsendt.
Se hele rapporten her: Red Barnet Storbritannien