Kigger du dig også en ekstra gang over skulderen, når du går tur på kirkegården, så tilhører du måske den fjerdedel af danskerne, der tror på spøgelser.
Så mange tror nemlig på det overnaturlige fænomen ifølge en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Zapera for MetroXpress.
Blandt de over 1.000 adspurgte svarede hver sjette, at de selv havde oplevet, at det spøgte. Og det er der ifølge religionsforsker Tim Jensen fra Syddansk Universitet muligvis en god grund til.
- Tit er det, fordi spøgelseshistorier er spændende og underholdende. Uhyggelige, men alligevel fascinerende. Så når vi pludselig hører en lyd bag os, en dag vi er nervøse, kunne det være et spøgelse. En dag, hvor vi ikke er nervøse, ved vi godt, det bare er nogen, der har trådt på en gren, siger Tim Jensen til MetroXpress.