Apples konkurrenter må stadig være rystede.
Ikke alene sidder B&O’s åndelige design-efterfølger så tungt på markedet for transportable musikafspillere, at de øvrige bliver mast ud i glemslen, nu har Apple endda forøget vægten med, hvad der må føles som granatchokket efter en atombombe. Apples iPod Touch er ganske enkelt alle tidligere musikafspillere fuldendt overlegen. Og det er uanset, om man taler walkmen fra 80’erne, spejlblanke cd’er, vinyl-afspillere eller supernørdede Hi-fi-anlæg for syrejazz-entusiaster.
Riv cd-samlingen ned fra reolen
Det er meget muligt, at den knitrende lyd, øjeblikket inden en lp-plade går i gang, er fuld af forventning og rummer en verden af ungdommelig nostalgi, men alt det pjat er fuldstændig underordnet første gang, man har sat sin yndlingssang i gang ved at berøre en glasskærm blidt med sin finger.
Det er nemlig det, Touchen kan. Riv samtlige cd’er ned fra reolen, smid dem ind i vindundermaskinen, stil den på sin piedestal ved stereoanlægget og find lynhurtigt vej i hele musiksamlingen med næsten umærkelig berøringer.
Touchfladen fungerer fremragende. Man kan finde en hvilken som helst sang i løbet af et par sekunder, og hvis man er mindre kræsen og vil høre samtlige numre på et album, skal man være foruroligende fummelfingret, hvis det varer mere end et sekund før musikken spiller på fuld knald ud af højtalerne.
Systemet er overvældende intuitivt og arbejder uden nogen som helst form for forsinkelse. Alt foregår med lynets hast.
Bladr i omslagene
Man kan bladre i sin musik via genre, kunstner, album eller sange, og hvis man vender sin Touch vandret, så skifter skærmen til widescreen og samtlige cd’er dukker op med covers, som man kan bladre i.
Skærmen bliver ikke synderligt fedtet, og hvis det skulle ske, så følger der en pudseklud med i pakken.
Ud over at kunne afspille musik er der også indbygget wifi, så man kan gå trådløst på nettet. Man kan naturligvis også fylde den otte millimeter tynde, 61,8 millimeter bredde og 110 millimeter høje afspiller med billeder og film. Når man surfer eller ser billeder, kan man med en simpel bevægelse med fingrene på skærmen zoome ind og ud på en studs.
iPod Touch er i højere grad velegnet som afløser for dagligstuens cd-afspiller end som transportabel afspiller.
iPod Touch findes i en 8 og en 16 GB version til henholdsvis 2.299,- og 2.999,- kroner.