Jens Rohde har ikke fået en fyreseddel. I hvert fald ikke endnu.
Men beslutningen om fremtiden for chefen for TV2 Radio bliver taget allerede på onsdag – dagen efter folketingsvalget, erfarer Avisen.dk.
I lørdagens udgave af Ekstra Bladet beskyldte Jens Rohde den socialdemokratiske politiske ordfører Henrik Sass Larsen for at have været ”spion” for Venstre under sidste valgkamp.
- Jeg vil ikke blande mig i politik mere. Men jeg vil heller ikke bestride sandheden, når Ekstra Bladet har fundet frem til den, sagde Jens Rohde til Ekstra Bladet.
Truer med fyrring
Beskyldning blev afvist af samtlige centrale aktører, og da Jens Rohde heller ikke have beviser for sin påstand blev han derefter sendt hjem af konstituerede direktør for TV2, Anders Kronborg.
- Det fremgår ikke tydeligt for mig, at Jens Rohde har plantet historien aktivt, men hvis det viser sig efter valget, at han har bidraget aktivt, så kan vi ikke have ham ansat længere, sagde Anders Kronborg i en kort udtalelse i weekenden.
Jens Rohde er tidligere politisk ordfører for Venstre. Det er langt fra første gang, at han fortsætter med at udtale sig politisk på trods af arbejde som chef for TV2 Radio.