De forsvarende mestre fra AaB får nok at se til, når første runde af Superligasæsonen 2008/2009 fløjtes op 20. juli.
Nordjyderne skal op imod den forgangne sæsons nummer to, FC Midtjylland, hjemme i Aalborg, viser det netop offentliggjorte kampprogram fra DBU.
De to oprykkere får det heller ikke let. Vejle tager imod sidste sæsons nummer fire, OB, mens Sønderjydske skal på besøg i Horsens.
FC København tager imod Esbjerg, der i den netop overståede sæson voldte københavnerne store problemer og blandt andet sendte Ståle Solbakkens mandskab ud af pokalturneringen. De to sidste opgør byder på lokalbrag mellem Randers og AGF og mellem FC Nordsjælland og Brøndby.
Flere eksperter har på forhånd betegnet den kommende sæson som den mest jævnbyrdige nogensinde.
Det gælder både i toppen men også i bunden, hvor de to oprykkere ikke per automatik kan dømmes til direkte tilbagevenden til den næstbedste række. Både medaljetagere og nedrykkere kan derfor meget vel først blive fundet i sidste runde, som ser således ud:
FC Nordsjælland - AaB
SønderjyskE - Esbjerg
FC København – Randers FC
Brøndby - FC Midtjylland
OB - AC Horsens
Vejle - AGF