En 12-årig pige mistede livet klokken 08 søndag morgen ved et alvorligt trafikudheld lidt uden for Roskilde.
Udover pigen befandt der sig fire familiemedlemmer i bilen, da uheldet skete.
Af endnu ukendte årsager blev familiens bil ramt i venstre side af en anden bil, hvori to personer befandt sig.
Sammenstødet var så voldsomt, at begge biler snurrede rundt og ramte hver sin lysmast. Begge biler havde store skader efterfølgende, og fire ambulancer blev kaldt til ulykkesstedet.
Årsagen til sammenstødet kendes endnu ikke, ligesom de andre involveredes tilstand ikke kendes.
Politiet var søndag middag stadig igang med tekniske undersøgelser og vidneafhøringer.