Af Kaare Sørensen, kaso@avisen.dk
Aftalen er på plads - nu skal der bare findes nogle mursten. For selvom jagten på et nyt ungdomshus i København længe har været en grød af spekulationer og aftaler, så er det først i næste uge, at jagten kommer til at handle om konkrete adresser. Alt tyder på en hurtig aftale, så de unge kan sætte gang i de vegetariske gryder en gang efter nytår - måske endda inden sommerferien.
Kræver folkeafstemning
De Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre har krævet en folkeafstemning i det område, hvor et nyt ungdomshus bliver placeret, men det blev i den grad nedstemt af venstrefløjen på Københavns Rådhus.
»Vi er i en hel særlig situation, og en folkeafstemning er normalt ikke noget, vi mener, at man skal bruge. Men et nyt ungdomhus er så vigtigt, at det kalder på en folkeafstemning blandt naboerne,« siger den konservative sundhedsborgmester, Mogens Lønborg.
Men det afviser Socialistisk Folkeparti.
»Vi spørger ikke borgerne hver gang, vi skal lave noget for en minoritet - så skulle vi også spørge, hvis vi for eksempel vil lave fikserum. Så kunne man blive ved i det uendelige. Og jeg tror heller ikke, at borgerne er interesseret i at blive hørt. Det lyder som et forslag, der er blevet til under en konservativ julefrokost,« siger Frank Hedegaard, SF s ungdomshusordfører.
Politikerne i København modtager formentlig i slutningen af næste uge en liste med potentielle ejendomme for et nyt ungdomshus.