For femten år siden stenede den indiske mand P Selvakumar to hunde ihjel, mens de parrede sig, og hængte deres maltrakterede lig op i et træ. Siden den dag har den nu 33-årige inder været handikappet.
- Mine ben og hænder blev lammet og jeg mistede hørelsen på det ene øre. Først for nylig har jeg fået behandling, der har gjort mig mobil igen - og det kun ved hjælp af krykker, siger han til The Hindustan Times.
Selvakumar er overbevist om, at hans pinsler skyldes en forbandelse udløst af de pinsler, han i sin tid udsatte de to hunde for. Efter en lokal astrologs anvisninger indgik han derfor ægteskab med Selvi - et rødbrunt gadekryds.
Bruden var klædt i en orange sari og havde blomsterranker om halsen, som traditionen foreskriver. Selve vielsen fandt sted i et lokalt Ganesh-tempel i landsbyen Vilathikulam i Tamil Nadu i det sydlige Indien. Efterfølgende blev der dækket op til en ødsel fest - Selvi måtte dog nøjes med en bolle, mens hendes husbond mæskede sig i lækkerier.
Det er før set, at overtroiske indere har arrangeret ægteskaber med dyr for at kurere diverse forbandelser. Om Selvakumar bliver kureret er endnu for tidligt at sige.
- Han prøvede hver eneste kur for sin lidelse, men kunne ikke slippe af med sit handikap. Efter astrologen og andres råd besluttede han at gifte sig med en tæve for at blive kureret. Så vi arrangerede et bryllup med en tæve, siger en af bryllupsgæsterne til BBC.