De unge år, Instr. Jacob Thuesen
Hvis man kunne sætte et prisskilt på selvoptagethed, ville den danske filmbranche ikke længere have brug for offentligt tilskud. Det kan så man ikke, og alligevel er det på forunderlig vis lykkedes instruktør Jacob Thuesen, at hive 7,5 millioner støttekroner ud af Filminstituttet, for at lave nationens mest selvoptagede og indforståede film-film til dato. Tillykke!
For hold da op, hvor jeg følte mig udenfor. I en grad, så det var nærmest ubærligt. Sitren i maven, foden, der bare ikke vil lade være med at trippe. Man kender det fra visse af Lars von Triers film, for eksempel hans seneste kulsorte lystspil, Direktøren for det hele , og det er da ironisk nok også mesteren selv, der har skrevet manuskriptet til denne såkaldte nøglekomedie.
Hovedpersonen, Erik Nietzsche, er naturligvis von Triers unge alter ego, selvom historien om optagelse og årene 1979-82 på Den Danske Filmskole har fået tilsat alt, hvad den kan trække af både ego-eksalterede og selv-overvurderende karakterer.
Rektor, lærere og medstuderende er alle som én udsyrede, hysteriske personager, som man umiddelbart tror groft overspiller deres rolle, men har man stået på sidelinjen til vort hjemlige filmmiljø, ved man, disse koleriske typer skam stadig går frit omkring. Eftersom flere af dem skal forestille - formoder jeg - at være for eksempel folk som Mogens Rukov og tidligere leder af både Filmskole og Filminstitut, Henning Camre.
Mon de kan kende sig selv? Griner de med på komikkens overdrev og lader sig varme af satirens (u)væsen?
Brunt spruller-skidt
Man aner det ikke, og mit gæt er, at flertallet af danskere er inderligt ligeglade. For spørgsmålet er, hvem der interesserer sig for et 30 år gammelt, ideologisk sammenstød i det danske filmmiljø, når Jacob Thuesen serverer stoffet så uendeligt indforstået?
Ikke fordi, historien om det misforståede geni i sin grundsubstans ikke er væsentlig, men i et letlevende portræt af en af vore mest betydelige regel-brydere, er det da synd og skam, at filmens største overraskelse er, da man i et splitsekund ser et røvhul udgyde brunt spruller - altså filmet nede fra toilettet.
Trods talrige latrinære optrin hæver De unge år sig ikke til et niveau, hvor man som udenforstående bliver klogere på geniet Lars von Trier. Bevares, man griner lidt af alle idioterne, og det var så den mangel på oplevelse.
Fordi de ideer, Erik Nietzsche, får i filmen, ikke i sig selv er overbevisende, ligesom både dynamisk fremdrift og blot et enkelt point of no return er decideret fraværende som filmiske virkemidler, skønt de ellers underviser i netop den slags på Filmskolen.
Ville Jacob Thuesen bryde filmsprogets regler - a la Lars von Trier - skulle han nok have haft et bedre manus fra selvsamme. Og i øvrigt, have fundet sig en hovedrolleindehaver med større karisma end Jonatan Spang og hans faste jeg er åh, så forbløffet -attitude.
Hvorfor egentlig ikke bare von Trier skrive en avisklumme, måske en biografi, om sine unge år? Så sparede vi også de 7,5 millioner - og halvanden time i biomørkets indspiste selskab.