De skal i fængsel. Og de skal i fængsel i rigtig lang tid. Henholdsvis 14 og 12 år.
Det erklærede Højesteret i går i en afgørelse om brødrene Johnny Michael Ramkvist og Dennis Ramkvist, der i maj sidste år dræbte en 27-årig mand på Amager.
Manden – Ronnie Bøgelund Pedersen – havde været i klammeri med lillebroderen Dennis Ramkvist, der var i selskab med sin far. Efter klammeriet ringede Dennis Ramkvist til sin storebror for at få hjælp.
»Han var helt ude af den. Han græd og råbte og skreg, at der var en, som var efter ham. At den mand tidligere havde trampet en anden ihjel. Min bror forsøgte at komme ind i sin lejlighed for at finde en kniv, men han kunne ikke finde sine nøgler. Jeg vidste, at det var virkelig alvorligt, når han græd,« har storebroderen tidligere for- talt til Ekstra Bladet. Da han nåede frem i sin VW Transporter til Sundholmsvej på Amager, fandt han sin stedfar indsmurt i blod. Han vendte nu bilen rundt og kørte direkte ind i Ronnie Bøgelund Pedersen, der var i nærheden.
»Jeg tænkte ikke noget. Jeg ville bare have ham væk fra min bror og min stedfar, men han holdt sig fast på køleren. Jeg havde øjenkontakt med ham i noget, der føltes som ufattelig lang tid, mens jeg kørte,« har broderen forklaret.
Storebroderen kørte cirka 400 meter videre, før han – med vilje – kørte ind i et træ i vejkanten. Derefter blev Ronnie Bøgelund Pedersen sparket og slået i hovedet så voldsomt, at han døde.
Storebroderens forsvarer har tidligere hævdet, at straffen skulle reduceres væsentligt, fordi storebroderen var ophidset af skræk.