Det er ikke, fordi han taler dårligt dansk, at Naser Khader ofte kommer til kort i politiske debatter.
Ny Alliances formand er blot en elendig debattør.
Så klar lyder karakteristikken fra retorikprofessor på Københavns Universitet Christian Kock.
Meldingen kommer, efter at en af Ny Alliances kendte støtter, bestyrelsesformand i Grundfos Niels Due Jensen, forleden undskyldte Khaders debatvanskeligheder med, at han ikke taler 100 procent korrekt dansk.
»Det skyldes hans indvandrerbaggrund, hvor han jo ikke har dansk som hovedsprog,« lød det eksempelvis i Politiken torsdag.
Overkogt grøntsag
Men den analyse holder ikke, mener Christian Kock.
»Naser Khaders problem er, at han både med hensyn til indhold og kropssprog signalerer lige så meget fasthed som en overkogt grøntsag. Han har både troværdighed og karisma, men i det øjeblik han begynder at tale, falder det hele sammen. Han fremstår som én, modstanderne kan tørre gulv med,« lyder det nådesløst fra Christian Kock, uden han dog kommer med konkrete eksempler.
Kom frem under valget
Khaders problemer med at vinde debatter kom blandt andet frem i valgkampen, da han havde store problemer med at forklare partiets skattepolitik, samt hvem partiet ønskede som statsminister.
Christian Kock understreger, at det ikke er afgørende, at Naser Khader har mellemøstlig accent og af og til skal lede lidt efter ordene.
Han sammenligner ham med talsmanden for Islamisk Trossamfund, Kassem Ahmad, der har langt større vanskeligheder med med det danske sprog end Naser Khader.
»Men forskellen er, at Kassem Ahmad optræder med klare og effektive udsagn og derfor som en langt bedre advokat for sin sag end Naser Khader. Alene måden, Naser Khader taler på, gør meget. Han snøvler og mumler. Det handler ikke om dårligt dansk, det handler om dårlig kommunikation.«