- Når det kommer til det sydlige Afghanistan, forventer vi, at antallet af lande, der bidrager med tropper, vil stige fra 11 i begyndelsen af dette år til 18 i 2008, siger en talsmand for NATO’s hovedkvarter i Bruxelles til Avisen.dk.
Fredag citerede Berlingske Tidende en NATO-talsmand i Afghanistan for at sige, at NATO afviser forsvarsminister Søren Gades krav om, at de øvrige lande i forsvarsalliancen bør sende flere soldater til den dødsensfarlige Helmand-provins i det sydlige Afghanistan. Men det afvises nu fra NATO s hovedkvarter.
- Jeg har talt med vores talsmand i Afghanistan, og han føler sig fejlciteret i Berlingske Tidende - eller i hvert fald misforstået. NATO s generalsekretær har på intet tidspunkt sagt, at han ikke vil opfordre andre lande til at hjælpe til i det sydlige Afghanistan. Vi anerkender, at der er behov for støtte fra flere lande i det sydlige Afghanistan. Og vi arbejder faktisk hårdt på at tilskynde de lande, der har forbehold, til at droppe dem og dermed give COMISAF (Chefen for NATO’s styrker i Afghanistan, red.) større fleksibilitet til at indsætte styrkerne, hvor de behøves, siger talsmanden fra NATO s hovedkvarter i Bruxelles.