Der er ikke kun vælgerne, der vender Ny Alliance ryggen.
Den seneste tid har flere helt centrale medarbejdere gjort det samme. Og i dag er det så partiets sekretariatschef, Lars Eriksen, der har søgt - og fået - andet job.
Og opsigelsen er blot endnu et problem for det vingeskudte parti.
- Vi er utroligt glade for det arbejde, Lars har udført for os, siden vi startede Ny Alliance i maj, og jeg er ked af, at han stopper. Men jeg respekterer, at han har lyst til noget andet end arbejdet på Christiansborg, siger partileder Naser Khader i en pressemeddelelse.
Siden valget for et par måneder siden har også partiets spindoktor, Ulla Østergaard, sagt op, og det samme gjorde for nyligt kommunikationschef Rasmus Jønsson.