En 46-årig mand er anholdt for at have befamlet en 27-årig kvindes ene bryst og siden at have trukket bukserne ned og onaneret i en bus mellem Roskilde og Jyllinge på Sjælland i morges.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kvinden steg på bussen ved indkøbscentret Ro s Torv, og ifølge hendes forklaring til politiet mærkede hun pludselig en hånd på sit ene bryst. I første omgang troede hun, at det var en tilfældig berøring, men siden blev hun opmærksom på, at en mand på sædet bagved havde befølt hende.
Den 27-årige kvinde flyttede sig derfor til et andet sæde i bussen. Hun holdt dog øje med manden, som nu tog sine bukser ned og begyndte at onanere. Kvinden fortalte chaufføren om episoden og steg af ved næste stoppested. Det samme gjorde den lystige mand, som stak af, da en yngre mand forsøgte at fange ham.
Buschaufføren alamerede politiet, som har anholdt en 46-årig indisk asylansøger på baggrund af et godt signalement af gerningsmanden.