Prisen for en kvalitetsreform bliver fem milliarder kroner.
Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne vil kun skaffe flertal til en kvalitetsreform, hvis der til gengæld bliver en pose med penge til at hæve lønnen for social- og sundhedshjælpere og andre offentligt ansatte. Det skriver Fyens.dk.
- Vi lægger ikke bånd på hinanden, men det er vores opfattelse, at det vil være umuligt at tro, at enten Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti går ind i en aftale om kvalitetsreformen, uden at lønspørgsmålet er løst, siger finansordfører fra Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl.
Regeringen har afvist at blande sig i overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte, men den kan ikke skaffe flertal for en kvalitetsreform uden Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne.