Sikkerheden i Parken var ikke god nok, da en dansk fodboldfan en junidag i Parken løb på banen og overfaldt dommeren under en landskamp mod Sverige.
Alligevel opgiver Dansk Boldspils-Union nu at kræve erstatning fra Parken.
Det kom frem, da DBUs formand Allan Hansen aflagde beretning på unionens årsmøde i Odense lørdag.
- Som ansvarlige for økonomien har vi som bestyrelse naturligvis en forpligtelse til at forholde os til de økonomiske konsekvenser af UEFAs sanktioner og i den forbindelse en interesse i at få afklaret det interne ansvarsgrundlag, sagde Allan Hansen og fortsatte:.
- Den opgave lagde vi i hænderne på en uvildig juridisk ekspert, og her har vi måttet tage til efterretning, at bl.a. en kompleks lovgivning omkring dansk erstatningsret og erstatningsansvar gør det tvivlsomt, at vi kan overdrage ansvaret helt eller delvist til en stadionejer og vanskeligt at opnå erstatning for tab ved en domstol, idet danske domstole er relativt tilbageholdende med at pålægge ansvar til andre end den direkte skadevolde.
En ekstern ekspertgruppe er nu i gang med at vurdere, om der er behov for flere sikkerhedsforanstaltninger i Parken for at undgå en gentagelse.
Overfaldet på dommeren betød, at Danmark blev dømt som taber af kampen, mens tilskueren, der overfaldt dommeren, fik 20 dages ubetinget fængsel.