Den danske OL-udtagne mountainbike-rytter Peter Riis Andersen indrømmede mandag eftermiddag på et pressemøde, at han har taget det forbudte stof Epo.
Hovedgrunden var ifølge den 28-årige rytter, der også studerer medicin, at hans resultater på mountainbike-banerne var blevet for dårlige.
- I år er jeg faldet i, fordi jeg har leveret nogle middelmådige resultater, der var under det niveau, som jeg er vant til at præstere på. Jeg har måtte ty til ulovlige midler for at kompensere for den nedgang i præstationer, som jeg har leveret i år, sagde Peter Riis Andersen.
Ifølge ham selv har han taget seks ampuller Epo af 2000 enheder. Den første i maj måned i år.
Og dpoingen blev sporet, da Antidoping Danmark uanmeldt bankede på hans dør den 25 juni - tre dage efter at han havde taget den sidste dosis Epo.
Riis Rasmussen er som følge af den positive A- og B-prøve blevet fyret fra sit tyske hold Team ALB-Gold Mountainbike og stopper nu karrieren.
- Jeg kan ikke forestille mig at skulle tage fat på min cykling om to år. Jeg vil jo ikke virke troværdig, når jeg kommer tilbage, sagde den tydeligt påvirkede rytter.