Næsten uanset, hvor man retter blikket i dyreverdenen, så befinder hannen sig på et højere trin på evolutionsstigen end hunnen.
Blandt de fleste dyr og mennesker danser, synger og præsterer hannen bedre. Det skyldes, at hannen bliver nødt til at skille sig ud for at få fat i nogle damer. Men det forklarer ikke, hvordan det kan lade sig gøre, at hanner i den grad trækker fra i evolutions kapløbet.
Det er der dog muligvis en forklaring på nu.
- Det skyldes, at mænd er simplere end kvinder, siger Marta Wayne til livescience.
Parre sig ud af problemerne
Marta Wayne er zoolog ved Florida Universitet. Hun mener, at hanners genetiske arveanlæg er langt simplere end hunners, og at hanner derfor har nemmere ved at tilpasse og udvikle sig i forhold til deres miljø.
Hun har undersøgt gener og kromosomer hos fluer. Her viser det sig, at kromosomerne styrer generne på en langt mere indviklet måde hos hunner end hos hanner. Derfor er det nemmere for hannerne at kaste ubrugelige gener af sig, mens hunners genetiske apparat så at sige bliver i tvivl om fordele og ulemper ved et bestemt karaktertræk.
Forskerne mener, at grunden til at hanners genetiske opbygning er mindre indviklet skyldes, at de så at sige hurtigt kan parre sig ud af problemerne. Evolutionen speeder nemlig op, fordi hanner kan få mange børn og dermed hurtigt sende de gode gener videre og eliminere de dårlige.
Forskerne understreger, at man ikke nødvendigvis kan overføre undersøgelsens forklaringer på, hvorfor menneskemænd er længere fremme på evolutionsstigen end kvinder.
- Men hvis vi kan se et mønster i fluer, så kan det sagtens være repræsentativt for alt andet, der deler fluers genetiske historie, siger en anden forsker bag undersøgelsen.
65 procent af mennesker og fluers gener er ens.