Pigerne fra Spice Girls kæmper for at møve sig tilbage til tidligere tiders popularitet. Men det går bare ikke så godt. deres single Headlines bliver ikke spillet i radioen, og nu har Mel B - eller Scary Spice - måtte vinke farvel til vindertrofæet i den amerikanske udgave af Vild Med Dans.
Mel B var dog meget tæt på at kunne hæve vindertrofæet, da hun før den sidste finalerunde lå på førstepladsen - bare et point foran racerkøreren Helio Castrononeves.
Men selvom hun og partneren lavede en flot cha cha cha, var det ikke nok. Den brasilianske racerkører havde publikum med sig og endte som nummer et, mens Mel B måtte tage til takke med andenpladsen foran Marie Osmond, der blev nummer tre.
Mel B kunne ellers glæde sig over, at hun i finalerunden fik god støtte fra de fire andre kryddersild, der sad blandt publikum og heppede med.
Mel B måtte efter finalerunden suse direkte videre i øvelokalet, hvor Spice Girls i øjeblikket varmer op til deres verdensturné, som indledes i Vancouver på søndag.