Af Karsten Østergaard Nielsen, kani@avisen.dk
På trods af risikoen for flere års fængselsstraf vælger flere voldelige mænd at opsøge deres ekskærester igen og igen.
»Mens kvinderne er hos os på krisecentret, kommer der ikke mænd ind. Men de skal også begynde deres liv igen, og når de flytter, oplever vi meget ofte, at mændene opsøger dem,« siger forstander for Århus Krisecenter Jette Sølvhøj.
Hver kvinde får tilbudt tre udslusningssamtaler fra Århus Krisecenter, og her er vold fra den tidligere ægtefælle eller kæreste et af de mest normale problemer.
»Vi oplever desværre ofte, at vi må starte helt forfra og finde et nyt sted til kvinden, fordi manden ikke vil lade hende være i fred,« siger Jette Sølvhøj.
I visse tilfælde vælger politiet at udstede et polititilhold mod den voldelige mand. Det betyder, at han skal holde sig langt væk fra kvinden og slet ikke må kontakte hende.
»Her taler vi om de ekstreme tilfælde, for et polititilhold betyder altså, at al kontakt mellem parterne skal slutte,« siger politiinspektør Ole Madsen.
19 drabsforsøg
Det er ikke småting, som kvinderne forsøger at undgå, når de søger tilflugt på krisecentret. Af de 125 kvinder, der var på centret i 2006, havde 97 oplevet fysisk og psykisk vold, 12 blev udsat for seksuelle overgreb, og i 19 tilfælde forsøgte manden at slå kvinden ihjel. Alligevel valgte kun 29 af kvinderne at anmelde de voldelige mænd til politiet.
»Mange af kvinderne frygter deres tidligere mænd så meget, at de ikke tør anmelde dem for vold. Der er også ofte børn involveret, og de frygter, hvordan det hele kan udvikle sig,« siger Jette Sølvhøj.
Derfor har politiet ikke mange muligheder for at gribe ind, siger Ole Madsen.
»Vi kan kun opfordre dem til at melde volden. Men sådanne situationer er jo ikke sort/hvide. Der er følelser involveret, og mange vil gerne løse det for børnenes skyld.«
I særlige tilfælde kan politiet udstede et såkaldt polititilhold over for personer, som ikke vil lade andre være i fred.
Der skal ligge konkrete beviser for, at parten, der udstedes tilhold imod, har generet den anden gentagne gange.
Modtager man et polititilhold, er det forbudt at ringe, skrive til eller på nogen måde nærme sig den anden part i fem år.
Den, der trodser politiets advarsel, straffes ifølge straffelovens §265 med bøde eller fængsel indtil to år.