Den tidligere skatteminister under Nyrup-regeringen Carsten Koch bliver formand for VK-regeringens nye skattekommission.
Det afslørede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på regeringens presseseminar torsdag på Havreholm Slot.
Kommissionen skal komme med forslag til, hvordan en reform af skattesystemet skal skrues sammen.
Fogh roste Carsten Koch, som i dag er
direktør for investeringsforeningen Dansk Invest, for at favne bredt.
- Han har den gode kombination af viden på skatteområdet og indblik i de politiske mekanismer i skattepolitikken. Det er velegnet, så det ikke bliver teoretisk analysearbejde men noget, som vi kan bruge politisk, sagde statsministeren om Koch
Denne er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har tidligere været økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der ellers af liberale normalt betragtes som en socialdemokratisk propagandacentral.
Statsministeren afviste samtidig, at Koch var valgt i håb om at få en aftale med Socialdemokraterne og ikke Dansk Folkeparti.
- Vi sigter efter at få så bred en tilslutning som overhovedet mulig til en skattereform. Vi sigter ikke efter at holde nogen udenfor. Tværtimod vil vi gerne have så mange med som muligt - herunder Dansk Folkeparti, sagde Fogh.
Skattekommissionens opgave er blandt andet at komme med forslag til, hvordan skatten på arbejde kan sænkes - uden at boligskatterne sættes i vejret.
Tilfredshed hos S
I Socialdemokratiet er man godt tilfreds med valget af Koch, men partiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen afviser, at det er det samme som, at man automatisk vil skrive under på en aftale.
- Bare fordi der er tale om en tidligere socialdemokratisk minister, er det ikke sådan at vi siger juhu - hvor skal vi skrive under , siger Henrik Sass Larsen til TV 2 News.