9.683 tilskuere på det nye Vejle Stadion er i den grad Superligaen værdigt. Navne som Jimmy Nielsen, Bora Zivkovic, Alex Nørlund og Thomas Røll Larsen klinger også bekendt. Og indtil syv minutter før tid havde Vejles ambitiøse 1. divisionsdrenge krammet på FC Midtjylland i pokalturneringens kvartfinale.
Det var på mange måder et brag af Superligaklasse i Nørreskoven, men så manglede hjemmeholdet alligevel den sidste kynisme, og bum , bum , så var Vejles overraskende 1-0-føring ændret til 1-2 på to straffesparksscoringer af FCM s Ajulore Femi. Begge inden for de sidste syv minutter. Og begge ganske unødvendige.
Dermed snupper FC Midtjylland billetten til semifinalen af landspokalturneringen.
Trods de to lussinger i slutminutterne rejste Vejle sig igen og var uhyggelig tæt på at sikre sig forlænget spilletid, men det store synder var svensk-chilenske Pablo Piñones-Arce, der havde tre gigantchancer i de sidste, hektiske øjeblikke af kampen.
Tidligere søndag vandt Esbjerg sikkert 4-0 over Skive og lørdag vandt FCK 2-0 over Næstved. Søndag aften spiller Brøndby mod Randers i den sidste kvartfinale.