Studerende kan ikke længere få dobbelte SU-klip.
Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at afskaffe ordningen. Det skriver Berlingske.dk.
Til gengæld bliver fribeløbet, altså det man må tjene ved siden af SU'en, hævet samtidig med, at tillæg til samboende studerende med børn og handicappede får et forhøjet tillæg.
Den nye ordning betyder, at studerende ikke længere kan spekulere i at bruge dobbeltklipordningen til at omgå SU-reglerne for, hvor meget man må tjene ved siden af.
- Der er en vældig god balance i den her aftale. Dels fordi når man hæver fribeløbet, så har man ikke det samme behov for at kunne klippe dobbelt - men også fordi det faktisk er de mest velbeslåede studerende, som benytter sig af at gemme dobbeltklippene. Og så skal vi tænke på de gode formål, som det går til, siger undervisningsminister Bertel Haarder (V) ifølge Berlingske.dk.