Skrevet i samarbejde med Kaare Sørensen
Der var kamp til stregen, da modstandere og fortalere i Bispebjreg Loakludvalg skulle stemme for eller imod et nyt ungdomshus.
Bispebjerg Lokaludvalg mødtes her til aften ekstraordinært, for at beslutte hvad udvalgets holdning til det nye ungdomshus skal være.
Københavns Kommune har længe ønsket, at Bispebjerg Kulturhus fremover skal dele bygninger med et nyt ungdomshus på adressen Dortheavej 61.
Og med stemmerne 13 for, 3 imod, én blank og én udvandret i protest blev forslaget godkendt.
- Der er mange udfordringer i det her, men jeg tror, at det kan blive et utroligt spændende kulturkompleks, siger Jan Lindboe, leder af kulturhuset til Avisen.dk.
Ny bygning bliver bygget
Københavns Kommune og Bispebjerg Lokaludvalg har forhandlet om et kompromis, hvor Kulturhuset skal vige noget plads for ungdomshuset.
Til gengæld bliver der bygget en ny bygning på grunden, som kulturhuset kan bruge, og som skal indeholde et bibliotek og en ny koncertsal. Kulturhuset får også råderet over andre bygninger i området.
- Det skaber en hel nyt center i bydelen, siger Jan Lindboe.
I første omgang vil de unge have adgang til et 600 kvadratmeter stort anneks, men fra årsskiftet vil de også kunne boltre sig i en stor sal i ejendommens hovedbygning, der blandt andet kan bruges til koncerter og udstillinger.
Demonstration mod nyt hus
I morgen er borgerne i Nordvestkvarteret så inviteret til et informationsmøde om det nye ungdomshus. Her vil overborgmester Ritt Bjerregård, naboer, repræsentanter fra Kulturhuset og de unge selv mødes og diskutere, hvad der skal ske.
Lørdag klokken 16 har flere borgere og den konservative politiker Rasmus Jarlov arrangeret en moddemonstration, for at protestere over ungdomshusets placering i nabolaget.
- Når man smadrer sin gamle bydel, kan man ikke undre sig over, at man ikke bliver budt velkommen med åbne arme i et nyt kvarter, siger Rasmus Jarlov til Avisen.dk.