Skrevet i samarbejde med Pernille Mainz.
Børnefødselsdagen er der ikke råd til at holde, en mobiltelefon koster alt for mange penge, og fodbold er alt for dyrt at gå til.
Selv om børn i Danmark har tøj på kroppen og får mad hver dag, lider børn, som vokser op i fattige familier store afsavn, som vil påvirke dem resten af livet.
Og det er især børn af enlige, som er i risiko for at leve fattigt, sammenlignet med andre familier. En undersøgelse fra Nordisk Råd viser, at mere end 20 procent af familier med enlige forsørgere er ramt af fattigdom. Også børn af indvandrere er særligt udsatte. 15 procent af indvandrerfamilierne betegnes som fattige.
Børnene er bekymrede
Fattigdommen rammer børnenes hverdag og evne til at få venner. Uden en mobiltelefon er de uden for det sociale fællesskab. Uden at gå til sport kan de blive overvægtige og blive mobbet. Derfor er problemet lige så meget socialt som økonomisk, mener direktør i Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen.
- Børnene har en hverdag med bekymringer for, om familien har råd til sommerferie, hvis mor knækker en tand. Men man skal se mere nuanceret på familiernes problemer, og på at børnene selv kan komme til at føre det samme liv videre, siger han.
Får svært ved skolegang
Og der er stor risiko for, at fattigdommen følger med børnene ind i voksenlivet, fortæller Azhar Hussain, forsker i børnefattigdom, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - SFI.
- Manglen på venner kan give psykologiske problemer, som gør, at børnene bliver meget dårlige i skolen, og får indlæringsvanskeligheder, siger han.
Uddannelse er netop en af de vigtigste veje til at undgå fattigdom.
- Jo bedre uddannelse, jo lavere er arbejdsløshedsrisikoen. Uden uddannelse får man lavere løn, dårligere helbred og en kortere levetid, fortæller han.
Mangler en plan
Ti børneorganisationer, herunder Mødrehjælpen, Børns Vilkår og Red Barnet, overrakte ved en konference onsdag et katalog til velfærdsminister Karen Jespersen (V) med idéer til hjælp til fattige børn.
Blandt andet vil Red Barnet have flere pædagoger i børnehaver med fattige børn og lade børn gå gratis til fodbold eller andre fritidsaktiviteter med et såkaldt fritidspas, som allerede kører som forsøgsordning. Det fortæller programchef i Red Barnet Bente Ingvarsen, som kritiserer regeringen for ikke at gøre nok for fattige børn.
- Vi ønsker, at regeringen laver en handlingsplan med klare mål, der har fokus på børn og unge. Blandt andet ved at prioritere pengene til det.
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) synes, at Red Barnet kommer med nogle gode forslag og ideer , men vil først tage stilling til, hvad der videre skal ske, når resultaterne af forsøgsordningen med fritidspas er klar.
- Kommunerne kan allerede i dag tilføre ekstra ressourcer til nogle vuggestuer og børnehaver, for eksempel i form af højere normering og støttepædagoger. Den indsats er rettet mod de børn, der har et særligt behov for støtte til at trives, udvikles og lære, siger Karen Jespersen.
Forældrene er typisk lavt uddannede, unge mødre eller indvandrere.
De fattige børn har en langt højere risiko end andre for at:
Veje for lidt ved fødslen.
Dø det første leveår.
Blive langvarigt syge af for eksempel astma.
Skulle have en masse medicin.
Blive mobbet i skolen.
Mangle hjælp fra deres forældre til skoleproblemer.
Få indlæringsvanskeligheder, og ender med en kort eller ingen uddannelse.
Blive mere kriminelle end andre. De fattigste i Danmark sigtes for eksempel 25 gange så ofte for vold, som de rigeste.
Få forkortet levetiden med flere år.
Kilder: LO, Hvidbog om ulighed og Statens Institut for Folkesundhed