Emirater advarer mod at klæde sig arabisk i udlandet
Emirater protesterer til USA efter episode, hvor 41-årig mand anholdes for at være fra Islamisk Stat.
Arabiske embedsmænd med et medlem af den kongelige familie i spidsen. Det dur ikke længere at rejse ud i verden klædt på traditionel vis, advarer regeringen.
Arabiske embedsmænd med et medlem af den kongelige familie i spidsen. Det dur ikke længere at rejse ud i verden klædt på traditionel vis, advarer regeringen. Foto: Kamran Jebreili/AP


De Forenede Arabiske Emirater opfordrer sine mandlige borgere til at undgå at klæde sig traditionelt arabisk med lang hvid kjortel, hovedtørklæde og pandebånd, når de rejser til udlandet.

Det sker efter et optrin i USA, hvor en 41-årig mand fra Emiraternes blev anholdt på et hotel i Avon i staten Ohio. En receptionist havde ringet til politiet og beskrevet ham som et medlem af Islamisk Stat.

Det skriver avisen al-Bayan.

Gulf News, et andet emirat-medie, offentliggør et billede af manden i hvid kjortel, der med magt presses i gulvet og lægges i håndjern på Fairfield Inn Hotel, mens riffelbevæbnede betjente ser til.

- For borgere, der rejser uden for landet, og for at tage vare på deres sikkerhed, så anbefaler vi at være formelt klædt på rejser, særligt på offentlige steder, hedder det i en opdatering fra Emiraternes udenrigsministerium.

Regeringen i De Forenede Arabiske Emirater har tilkaldt den amerikanske viceambassadør for at protestere over den hårdhændede behandling, og han har undskyldt for episoden.

Den 41-årige blev løsladt, efter politiet indså, at det havde taget fejl, skriver lokale medier. Manden besvimede ved den lejlighed og måtte på hospitalet. Han har hyret en advokat, fordi han ønsker et retligt efterspil, hedder det.

Antimuslimske følelser er tiltagende i USA efter alvorlige terrorbegivenheder i Californien og Florida. Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump vil forbyde alle muslimer adgang til USA.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.